Uddannelseskort? Mit? Hvorfor?

Siden jeg startede på Aarhus Universitet har jeg benyttet toget mellem Viborg og Århus. Ovenikøbet har jeg som studerende kunne køre med rabat på mit penderkort. Ind til juli i år har SU-styrelsen tilsendt brev med godkendelse af denne rabatten for et halvt år ad gangen. Og man henvendte sig så blot hos trafikselskabet og fik udstedt et SU-pendlerkort for den ønskede periode.

Nu skal de studerende i stedet ansøge om et pendlerkort med rabat i et digitalt selvbetjeningssystem på borger.dk. Det kan givetvis give nogle besparelser på lang sigt. I tråd med den øvrige (langsomme) udvikling af digitale selvbetjeningsløsninger fra det offentlige. Således er de studerende også allerede henvist til at ansøge om SU via su.dk.

I samme ombæring skiftede SU-pendlerkortet navn til Uddannelseskort. Mens selvbetjeningssystemet er blevet navngivet mitUddannelseskort. Men hjemmesiden ligger på adressen www.uddannelseskort.dk … Anvisningen i brevet fra SU-styrelsen er da heller ikke ganske klar:

Du søger et Uddannelseskort ved at gå ind på sitet www.uddannelseskort.dk. Tryk på “Log på mitUddannelseskort” og søg via www.borger.dk med din NemID.

Hvorfor Borger.dk bliver indblandet er en smule uklart. I hvert fald ud fra et kommunikations- og brugervenlighedssynspunkt. Teknisk er løsningen lagt an på borger.dk, men det er jeg som bruger ligeglad med, og vejledningen på borger.dk gør mig kun mere forvirret. På den relevante vejledningsside på borger.dk henvises der til selvbetjeningsløsningen ikke mindre end fire gange, uden at det kommunikeres særligt klart hvorfor. Heldigvis ser man ikke denne vejledningsside på borger.dk når man ankommer fra uddannelseskort.dk. Derfor forstår jeg ikke hvad SU-styrelsen mener med “søg via www.borger.dk med din NemID”. På internettet betyder at “søge” at finde frem til. Men SU-styrelsens terminologi er nu den, at den studerende “søger et Uddannelseskort”, hvilket må skulle forståes som “ansøger om”, og i den forståelse må “søg via www.borger.dk” henvises til den tekniske opsætning. At den digitale ansøgningsproces foregår i Borger.dk’s system. Som sagt – det er for brugeren en irrelevant oplysning.

Så ikke kun er det forvirrende at SU-styrelsen henviser til selvbetjeningsløsningen under navnet “mitUddannelseskort” når de har valgt at lægge systemet på hjemmesiden uddannelseskort.dk, det er også uklart hvorfor SU-pendlerkortet overhovedet skulle have navneforandring.

Det er også unødigt forvirrende at den studerende først er blevet vænnet til at bruge den digitale selvbetjeningsløsning på min.su.dk i forbindelse med ansøgning om SU, og efterfølgende skal ansøge om (det som tidligere var kendt som) et SU-pendlerkort i et selvbetjeningssystem der ikke ligger på min.su.dk.